Advokatens drømmefanger

Advokatens drømmefanger

Jeg griber ikke normalt ud efter erotiske romaner når jeg står og skal købe bøger, men jeg har i bund og grund ikke nogen grund til ikke at gøre det. Måske jeg ligefrem vil begynde at gå en smule efter dem (sammen med alt andet), når jeg kommer igennem bogbunken herhjemme og skal købe nye bøger. Det har “Advokatens drømmefanger” i hvert fald givet mig stor grund til.

Det var dog helt tilfældigt at jeg fik Pernille Vørs’ bog i hænderne, da hun, sammen med Rikke Ella Andrup var med til vores bogbloggerevent i marts. Sammen står de for det forholdsvis nye forlag, som de har valgt at kalde “Forlaget drømmefangeren – stedet hvor forfatterens drømme indfanger læseren”.

“Advokatens drømmefanger” handler om advokaten Jannik, og en smule om hans kammerat Dominic, som man måske kender fra “Dominic-trilogien”, som er en anden erotisk serie, også skrevet af Pernille Vørs.

Bogen drejer sig om Janniks forhold til kvinder, hvilket normalt er rimelig ukompliceret, i hvert fald for ham. Han er for det meste også sammen med ludere, da han dermed ved nogenlunde hvad han får, og intet derefter bliver indviklet. Problemet er bare at han en dag møder en pige, som han af en eller anden grund bliver forført af, også selvom det heller ikke er hendes intention, og da Jannik en dag finder hende som luder nede på hans stamsted, må han prøve hende. Herefter bliver alt indviklet og interessant, og man kommer godt ind i personernes personlige historier samt følelser, og følger begge personer det meste af bogen igennem.

Bogen er saftig i detaljerne, men ikke overskrevet. Man føler at man sidder med den ægte vare i forhold til kombinationen af romantik og erotik, og der hverken mangler noget eller er for meget af noget. Selvom kapitlerne var lidt længere end jeg normalt synes er rart, gjorde det absolut intet i denne bog. Jeg læste gerne flere kapitler af gangen. Den er meget velskrevet og har gode detaljer, hvilket jeg sætter pris på i en bog.

“Så står de ved det lange velourforhæng, og Jannik trækker det langsomt til side, mens han ser hende an. Hvornår bukker hun under? Med hans hånd knugende ind til hendes bryst, går hun mod døren, hvor det hele skete bag.”

Denne bog er meget anbefalelsesværddig, og jeg glæder mig meget til at læse nr. 2, nemlig “Advokatens marionetdukke”, som jeg også har stående hjemme på hylden.

Forlaget og bogen “advokatens drømmefanger” går fuldt i tråd med hinanden, og giver dig hvad du forventer.

Bogens titel: Advokatens drømmefanger

Forfatter: Pernille Vørs

Forlag: Forlaget drømmefangeren

Antal sider: 556

Første sætning i bogen: “En enkelt dråbe sved kilder ham på sin vej ned langs tindingen, men ikke nok til, at han stopper i sin gøren.”

Rikke H

Jeg er 25 år, og bor med min kæreste på Vesterbro i København. Jeg er folkeskolelærer på 3.år på en skole i Brønshøj.

Relaterede indlæg

Krigens logik

Krigens logik

Svar Annuller